Fagforeningen er langt mere end et fagligt fællesskab
Ludi, Librada og Fidelina har rejst det halve af natten i en gammel skramlebus fra provinsbyen Encarnación i den sydlige del af landet for at komme til Paraguays hovedstad Asunción. Det er en anstrengende tur, men de tre kvinder tager den med glæde for at deltage i denne dags seminar med andre fagforeningsfolk.
De er repræsentanter fra Paraguays nyeste fagforening for tjenestefolk med det lange navn Sindicato de Trabajadoras y Trabajadores Domesticas y Afines de Itapú. Fagforeningen blev dannet for halvandet år siden af 33 kvinder i Encarnación. Det er landets tredje fagforening for tjenestefolk i Paraguay, og i dag er medlemstallet næsten fordoblet.
For Ludi, Librada og Fidelina rækker medlemskabet af fagforeningen langt videre end kampen mod urimelige arbejdsforhold. Medlemskabet har brudt den isolation, de hver især – i lighed med mange andre af tjenestepiger i Paraguay – oplevede som ene ansatte hos en privat familie. Det har givet dem mod og selvværd, mulighed for at lære at læse og skrive og ikke mindst plads til drømme om et bedre liv.
Betaler med en dagsløn
Seminaret denne dag i Asunción er et vidnesbyrd om, hvor vigtig fagforeningen er for de tre kvinder. Den koster dem en dagsløn – eller endda mere – ud af deres sparsomme månedsløn.
”Dagen i dag betaler jeg fuldt ud selv,” fortæller Ludi.
”Mange gange trækker de mere end en dagsløn for sådan en dag,” supplerer Fidelina.
Dagslønnen er 30.000 guarani – 38 kroner – men Fidelina bliver trukket 45.000 – 57 kroner.
”Det er meget, når månedslønnen er 600.000 (770 kroner),” konstaterer hun.
Da jeg spørger, om deres større mod til at sige fra på arbejdspladsen ikke kan give dem større problemer med arbejdsgiveren, svarer de tre kvinder stort set i kor:
”Ork jo, selvfølgelig!”
Den ene har oplevet at blive fyret, og den anden er i farezonen. Men det ligesom lyser ud af dem, at det er i orden med den risiko. For de har ranket ryggen – og fået styrket deres selvværd.
Hårdt arbejde og elendig løn
De tre tjenestepiger er langt fra piger. De er alle tre mødre og bor sammen med deres egen familie, uden for arbejdspladsens fire vægge. Fidelina har en datter, Librada har fire børn, og Ludi har syv.
Tid til familien er der nu ikke meget af. 12 timers arbejdsdag med madlavning, opvask, tøjvask, rengøring, børnepasning og opvartning er normen for tjenestepiger i Paraguay, men for mange sniger arbejdsdagen sig nemt op på 14 timer, og en ugentlig fridag er ikke nogen selvfølge. Arbejdet er hårdt og lønnen 600.000 guaraní om måneden.
”Det er under halvdelen af minimumslønnen,” konstaterer Fidelina.
Flere end 200.000 arbejder som hushjælpere eller tjenestepiger i Paraguay. Det er primært kvinder, ofte unge, enlige mødre uden uddannelse. De har ingen adgang til sociale gode som ferie, løn under sygdom eller pension, og risikoen for overgreb og seksuel chikane er stor. Oveni lever mange tjenestepiger isoleret langt væk fra familie og venner.
Støttet af landsorganisationen
Kvindernes fagforening er dannet med støtte fra landsorganisationen CUT-A, Ulandssekretariatets samarbejdspartner i Paraguay. CUT-A samler 75 små og store fagforeninger og har i halvandet år ført kampagne for at sikre tjenestepigerne samme rettigheder som andre arbejdere. Og i maj i år underskrev Paraguay så ILO’s konvention om hushjælperes rettigheder.
CUT-A har også hjulpet tjenestepigerne i Encarnación med uddannelse. Ludi har fået et kursus i bagning, hygiejne og sundhed. Librada og Fidelina lovpriser Ludis kagekunst, og i den kommende weekend holder kvinderne en fest for at samle penge ind til fagforeningen. Der skal sælges mad og flotte kager, være lotteri og tombola, spilles dansemusik og blæses balloner op til børnene.
”Vi håber, at vi kan få samlet nogle penge ind, for det er meget få, der får betalt kontingent,” siger Fidelina.
Også et læse- og skrivekursus er etableret i fagforeningen, så kursisterne med tiden kan få, hvad der svarer til folkeskolens afgangsprøve.
”Mange af os har ikke gået så meget i skole, så vores kursus er meget vigtigt. Og det er blevet en succes. Vi startede med 8 elever, og nu er vi 19. Vi mødes lørdag aften og sidder sammen om opgaverne. Og mange flere vil gerne være med,” fortæller Librada.
Drømme for fremtiden
Tjenestefolkene i Encarnación har mange håb og mange drømme for fremtiden. De drømmer om, at fagforeningen kan tilbyde endnu flere kurser til medlemmerne.
De drømmer om at få et fagforeningslokale. Lige nu må de mødes hjemme hos generalsekretæren Librada, som er en af de få, der har eget hus. De mødes om søndagen, det eneste tidspunkt, hvor de fleste har fri.
De drømmer også om en stor oplysningsindsats i hele landet om tjenestefolks værd og rettigheder. Fagforeningen sender programmer i en lille lokalradio, så de kan få budskabet om det faglige fællesskab ind over de høje mure, som tjenestefolkene er forskanset bag. Det er via radioen, nye medlemmer kommer til.
Da vi skilles, er jeg også begyndt at drømme. Mødet med Ludi, Librada og Fidelina har givet håb om, at de og deres kolleger med tiden vil kunne opnå arbejdsvilkår, som giver dem et lettere liv end det, de knokler for nu.
Næste dag har jeg fået en ny ven på facebook. Hendes statusopdatering lyder: ”Hjemme igen efter en hård tur, men det var det hele værd.” Det er Ludi, som ved midnatstid er kommet hjem til sine syv børn. Turen har kostet hende en dagsløn, og allerede næste morgen før daggry skal hun møde på job for at vaske sokker og stryge skjorter for en velstående familie.