”Mange arbejdsgivere betragter ikke tjenestepiger som mennesker”
Nadia Mohamed Sanad var 10 år gammel, da hun begyndte at arbejde som tjenestepige. Hendes far var død kort forinden, og Nadia måtte hjælpe moren med at skaffe mad på bordet til sine syv søskende. Så hver morgen ved syv-tiden tog hun ind til Kairo for at arbejde hos velhavende familier.
Busturen på over en time hver vej klarede den 10-årige på egen hånd, og ofte var hun først hjemme igen ved 10-tiden om aftenen. Men den lange transport var at foretrække frem for at være tjenestepige hjemme i Benha nord for Kairo, hvor hun var kendt af alle.
”Det er skamfuldt at være tjenestepige,” siger Nadia Mohamed Sanad, der i dag 34 år og stadig arbejder som hushjælper.
Ingen beskyttelse i loven
For tre måneder siden meldte hun sig ind i Egyptens første fagforening nogensinde for tjenestepiger – eller hushjælpere. Indtil revolutionen i januar-februar sidste år var det forbudt for tjenestepiger at organisere sig, men siden præsident Mubaraks fald har flere hundrede nye, uafhængige fagforeninger brudt den gamle fagbevægelses monopol. Og 3. september i år blev ”Fagforening for Månedslønnede Arbejdere”, som den hedder, officielt godkendt i det egyptiske arbejdsministerium.
”Der er hårdt brug for, at nogen vil kæmpe vores sag,” siger Nadia. ”Vi tjenestepiger har ingen rettigheder. Folk kan behandle os, som de vil, der er ingen regler, der beskytter os.”
Advokat Abdel-Moneim Mansour er enig. Han har været med til at stifte den nye fagforening og kalder hushjælperne en af Egyptens mest udsatte og sårbare faggrupper. De er udtrykkeligt undtaget rettigheder som pension, sygesikring og arbejdsløshedsunderstøttelse i den egyptiske arbejdsmarkedslovgivning. Ingen regler regulerer deres løn og ansættelsesvilkår.
Ydmygelser er en del af hverdagen
Gennem årene har Nadia Mohamed Sanad arbejdet hos mindst 15 forskellige familier. Arbejdsdagen er på 10-12 timer til en timeløn på typisk tre-fire kroner, og de fleste steder har ydmygelser, vold og fornedrelser været en del af jobbet.
”Mange arbejdsgivere betragter ikke tjenestepiger som mennesker,” siger hun. ”Vi er altid under mistanke. For at stjæle, for at lægge an på herren eller husets ældste søn, for at være dovne og løgnagtige. Listen er uendelig.”
Da Nadia var 15, fik hun job hos et ægtepar, hvor hustruen blev jaloux på den høje og slanke unge pige.
”Hun tvang mig til at klippe mit lange hår af, ellers ville hun fyre mig,” siger Nadia, og mindet om ydmygelsen får tårerne til at presse sig på, selv her næsten 20 år efter.
”Men mange piger er blevet udsat for langt værre ting,” siger hun så.
Behov for ret til pension og sygesikring
I dag arbejder Nadia Mohamed Sanad hos et velhavende ægtepar med fire børn. De behandler hende pænt, siger hun. Men arbejdsdagene er stadig på mindst 10 timer og ofte 12 eller længere. Til en dagløn på 70 kroner.
”Jeg er glad for, at vi har fået en fagforening, som vil kæmpe for vores rettigheder,” siger hun.
Nadia har allerede fået hjælp til at komme på kursus, hvor hun lærer at læse og skrive.
”Og en dag får vi måske ret til pension og til sygesikring. Det er det vigtigste. Hvis jeg bliver alvorligt syg, er jeg fortabt. Jeg kan ikke betale for lægehjælp eller hospitalsophold. Og hvad skal jeg gøre, når jeg bliver for gammel til at arbejde? Jeg er ikke gift og børn.”